Spørgsmål som disse er diskuteret i projekt 'Forebyg og fasthold', som var et projekt for tre store virksomheder i Odense og er afholdt hele 2010. Projektet er finansieret af Det Lokale Beskæftigelsesråd i Odense. Projektet er gennemført af konsulentfirmaet Linnet & Rothe på vegne af AOF Center Fyn.
Igennem året har virksomhedernes medarbejdere diskuteret hvordan man kan tackle sygefravær på en måde der lever op til både virksomhedernes og medarbejdernes behov – og politikker er rettet til efter de holdninger der er kommet frem i debatten. Ledelse og tillidsvalgte er blevet klædt på til at gennemføre sygefraværssamtaler og der er udvekslet erfaringer på tværs af de tre virksomheder.
I dette projekt har der især været fokus på det korte sygefravær, på hvordan man kan spotte signaler, når en medarbejder skranter og ændrer adfærd og hvordan ledelsen gennem omsorgssamtaler kan støtte op om de ansatte. Vi har snuset til begrebet 'de langtidsfriske', hvor virksomheden har fokus på de medarbejdere, der stort set aldrig er syge. Dette har været til stor inspiration.
Vi håber hjemmesiden kan være til inspiration for arbejdspladser, der sætter sygefravær på dagsordenen!